Min udveksling til Slovenien
Martha Gry Lindstrøm, Aarhus
I foråret 2022 besluttede jeg mig for, at jeg ville forsøge at komme på udveksling. Gennem Lions Youth Exchange program endte jeg et halvt år senere i Slovenien. Og hvorfor så lige Slovenien? Der var egentlig ikke nogen specifik grund udover at jeg var nysgerrig. Et land med omkring 2 millioner indbyggere og godt halv størrelse af Danmark - hvad har det at byde på?

Da jeg kom frem, blev jeg mødt af en dejlig slovensk familie. Vi kørte til havet for at nyde den korte kyststrækning på 46 km. At bo hos familien gav mig ikke kun lov til at se landet, men også alle de ting man ikke kender til og nok aldrig ville have fundet ud af, hvis det ikke var for dem. Historier der hører til gaderne, bygningerne, områderne. De kunne lære mig om traditioner, kultur og sprog på en helt anden måde, end hvis jeg havde læst det i en bog. At bo hos dem gav mig ikke kun en fornemmelse af Slovenien og landets kultur, men en langt bedre forståelse for de mennesker der bor i landet og alle deres traditioner, madvaner og hverdage.
Efter en uges ophold hos min værtsfamilie gik turen til Bistrica ob Sotli, en lille by i det østlige Slovenien placeret meget tæt på den Kroatiske grænse, som var det første sted jeg var med campen. Her tog vi hver dag bussen rundt til nærliggende byer for at stå på sub board på Savafloden, skyde lerduer, gå på opdagelse i grotter og have picnic med de lokale, bare for at nævne nogle få ud af de mange aktiviteter dagene bød på. Selvom byen vi boede i, var lille, var mulighederne for oplevelser ikke små - der fandtes mange, blot en lille køretur derfra. Bussen blev også til et af de steder hvor alle os der var i campen snakkede, hørte musik og kom tættere på hinanden, samtidig med at vi kunne nyde det smukke landskab.

Derefter flyttede vi til byen Okroglo, omkring en times kørsel nord for hovedstaden Ljubljana. Vi befandt os på et lille slot med udsigt over markerne. Roen lagde sig og den sidste dag med de mennesker, jeg på så kort tid var blevet så tætte med, nærmede sig. Også selvom det var sørgmodigt, mindede det mig også om, hvor heldig jeg var at have mødt så dejlige mennesker fra rundt omkring i Europa. Og hvor fantastisk det er at vi har så meget tilfælles, også selvom vi kommer fra forskellige kulturer og familier.
På blot 17 dage blev jeg forelsket i et land min nysgerrighed havde bragt mig til. Og jeg er utrolig glad for alle de oplevelser og relationer jeg har fået i den tid. Det er ikke ting der har en slutdato som da jeg rejste hjem til Danmark igen. Det er minder, mennesker og oplevelser jeg vil tage med mig resten af livet.

Følg Lions